af admin
tirsdag 6 september, 2011 Kl. 07:34Nyborg Kommune har indgået aftale med Falck Hjælpemidler om at levere hjælpemidler til kommunens borgere.
Opgaven, der omfatter kørsel med hjælpemidler, rengøring, vedligehold og lagerstyring, har været i udbud, og Falck Hjælpemidler har vundet udfra kategorierne bedste samarbejde, bedste service og bedste pris. Kontrakten gælder til år 2015 med mulighed for forlængelse i to år.
- Det har været vigtigt for Nyborg Kommune både at spare penge, men også at servicen for borgerne forbliver på samme høje niveau. Med denne aftale kan vi se en besparelse på 200.000 kr. i indeværende år, og det dobbelte i årene fremover, samtidig med at kvaliteten er høj, siger ældrechef Pia Gertsen.
Når Falck kan klare opgaven billigere uden at gå på kompromis med kvaliteten, skyldes det erfaring og stordriftsfordele, forklarer Brian Jørgensen, der er administrerende direktør for Falck Hjælpemidler.
- Vi har lignende aftaler flere steder i landet, hvor vi har vist, at vi kan være konkurrencedygtige uden, at det går ud over servicen til de ældre og handicappede. Det giver en række samdriftsfordele, og vi glæder os til at vise vores kunnen i Nyborg, siger Brian Jørgensen.