torsdag 10 marts, 2011 Kl. 10:04
Den japanske robot Telenoid besøger fra lørdag den 12. marts og ugen efter Svendborg. Og blandt besøgene er også en tur til de to dagcentre Caroline Amalielund og Bryghuset.
Ligeledes er det planen, at robotten Telenoid sammen med forskere og udviklingsfolk fra Japan også skal på besøg i en række private hjem, hvor den skal testes.
- Her er det planen, at robotten skal testes overfor nogle af dagcenterbrugerne. På den måde kan Svendborg Kommune komme med helt i forreste række, når det handler om udvikling af nye velfærdsteknologiske produkter, fortæller projektleder Martin Fischer, Svendborg Kommune.
Både fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen har oplevet Japans avancerede robot-teknologi til plejesektoren under deres besøg i Japan. Nu kommer denne teknologi for første gang til Fyn til en praktisk test blandt ældre. Det sker i forlængelse af et forskningssamarbejdet mellem professor Hiroshi Ishiguro, ATR/Osaka og professor Henrik Hautop Lund, Center for Playware, DTU.
Det japanske forskerteam medbringer desuden deres allernyeste minirobot, kaldet “Elfoid”. Den havde verdenspremiere i Japan for to uger siden. og det er nu første gang at den vises uden for Japan.
Elfoid er menneskelignede dukke i lommestørrelse, som kan bruges som mobiltelefon. Elfoid kan transmittere ansigtsudtryk og stemme så man kan føle tilstedeværelsen af den man taler med
Lørdag den 12. marts besøger den japanske ambassadør i Danmark Toshio Sano Svendborg, hvor han sammen med repræsentanter for Svendborg Kommune ser, hvordan robotten arbejder. Det sker ved et arrangement på Hotel Svendborg fra kl. 10.00.
I samme forbindelse afvikles en work-shop om japanske træ-lakvarer ved kunstneren Miho Onishi. Der vil også være en udstilling af japansk kalligrafi. Det sker også på Hotel Svendborg.
Faktabox:
Fra Japan deltager fem forskere fra “Advanced Telecommunications Research Institute International, Intelligent Robotics and Communication Laboratories”. Forskningsteamet ledes af den kontroversielle professor Hiroshi Ishiguro, der har lavet en kopi-robot af sig selv.Teamet får i Svendborg assistance fra deres danske kollegaer hos DTU – Danmarks Teknisk Universitet.
Robotten Telenoid er er 70 cm, høj og vejer ca. 4 kilo. Dens ansigt er liv-agtigt med bevægelser og den kan fjernstyres via internet. Den kan tale via operatørens stemme fra f.eks. værelset ved siden af, eller over længere afstande.
De japanske forskere er ved at undersøge hvordan robotten kan bruges som et redskab til at snakke med andre med, såsom børnebørn, venner, lægen og plejepersonale. Robotten kan også observeres ens sundhedstilstand og den kan bruges ved gymnastik, robotten kan f.eks. sige: ”løft mig”. Robotten er tænkt som et redskab der øger tryghed for de ældre.