af Rolf Larsen
lørdag 11 september, 2010 Kl. 20:17
Stastministeren beder danskerne om ikke at lade sig styre af frygt efter bombeeksplosionen i København. Foto: Statsministeriet.
- Uanset hvad der er baggrunden for bombesprængningen, er det vigtigt, at vi ikke lader os styre af frygt eller ændrer den måde, vi lever på. Selvom begivenheden virker voldsom, skal vi fortsætte vores dagligdag, imens politiet fortsætter efterforskningen.
Chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf meddelte tidligere i dag, at det endnu er for tidligt at sige, om gårsdagens bombesprængning var en terrorrelateret forbrydelse eller anden form for alvorlig kriminalitet. Men Jacob Scharf sagde også, at “Der er omstændigheder, som peger i retning af et mislykket terrorangreb”.
- Som politiet har oplyst, ved vi endnu ikke om gårsdagens bombe-sprængning er terrorrelateret. Det er en alvorlig sag, som derfor også har politiets højeste prioritet. Jeg er i kontakt med justitsministeren i sagen og regeringen følger udviklingen tæt, fortæller Lars Løkke Rasmussen og fortsætter.
Formodet bombemand varetægtsfængslet
Politiet har anholdt en mand i 40′erne under en dramatisk aktion i Ørstedparken i København, ikke langt fra det hotel hvor bomben sprang.
Manden blev i dag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 4. oktober. Han skal sidde isolationsfængslet ind til den 20. september af hensyn til politiets videre efterforskning.