af Rolf Larsen
fredag 25 juni, 2010 Kl. 06:22
Der er mistanke om forgiftning af to havørne i Odense Fjord. Arkivfoto: Zorroll.
Et ørnepar flyttede i efteråret ind på en helt nyopsat redeplatform på øen. I slutningen af marts lagde ørnehunnen æg, og 2. maj klækkede ægget. Ornitologerne kunne på afstand ved hjælp af teleskopkikkerter se, at ørnehunnen denne dag rejste sig op i reden og gentagne gange kiggede ned på sin unge.
Hvis alt var gået vel for det første havørnepar i Odense Fjord i mere end 100 år, ville ungen have forladt reden omkring 10. juli. Men den blev kun 43 dage gammel.
- Der er kraftige indicier på, at rovfuglene er omkommet på grund af en hurtigt virkende gift. Ørnehannen og ungen er døde pludseligt, mens de har ædt af et bytte, som er bragt hjem til reden, fortæller Henrik Kalckar Hansen, der er formand for Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) afdeling på Fyn og fortsætter:
- Hannen er drattet direkte fra redekanten og ned på jorden, så hurtigt er det gået. Men nu bliver ørnene analyseret, så vi kan få klarhed over vores mistanke om en forgiftning.
Ifølge Dansk Ornitologisk Forening, er de døde ørne blevet sendt til obduktion hos Veterinærinstituttet, DTU. Et fransk laboratorium vil derpå foretage en række analyser for giftstoffer i de døde ørnes maveindhold.