mandag 19 april, 2010 Kl. 17:14
To mænd røvede søndag aften en tankstation på Assensvej i Stenstrup.
Søndag aften kl. 22.07 modtog politiet en anmeldelse om røveri mod en tankstation beliggende på Assensvej i Stenstrup.
Anmelderen, en 19 årig kvindelig ansat på stedet, oplyste, at 2 gerningsmænd indfandt sig på stedet.
De to røvere kom løbende hen til den unge kvinde, som opholdt sig lige uden for forretningen. Her blev hun skubbet/presset ind i forretningen, hvorefter de forlangte penge. Hun åbnede kassen, og røverne tog et beløb, som politiet ikke ønsker at offentliggøre. Fra en hylde tog de ligeledes nogle tobaksvarer.
De gik herefter ind på kontoret, hvorfra de bad anmelderen gå ud på toilettet. Herfra kunne hun høre gerninsmændene i butikken.
Da der kort tid efter blev stille gik hun ud fra toilettet, hvorfra hun bemærkede en sort/mørk 4-hjulstrækker med runde former og reservehjul på bagsmækken køre væk fra stedet. Hvor vidt denne bil er identisk med gerningsbilen kan politiet ikke med sikkerhed sige endnu, men politiet vil gerne i kontakt med føreren og eventuelle passagerer i denne bil.
Samtidig vil politiet gerne i kontakt med 2 kunder, der handlede på stedet umiddelbart inden røveriet. Der er tale om 2 mænd, en ældre og en yngre. De købte 2 øl og cigaretter og kørte sammen fra stedet i en hvid bil.
Røverne beskrives som:
A:Mand, ca. 18 år, 180 – 185 cm høj, slank, iført en sort flistrøje, mørke jeans, en grå hue, hvori der var klippet hul til øjnene samt hvide dot-handsker og
B: Mand, ca. 18 år, 175 – 180 cm høj, slank, iført en sort flistrøje, mørke jeans, en grå hue, hvori der var klippet hul til øjnene samt hvide dot-handsker. B medbragte en sort pistol.